Plejehjemmet oplever generelt, at Protac Kugledynen® med god effekt kan bruges til at berolige borgere med demens. En borger med demens har ofte svært ved at finde ro, og det kan komme til udtryk ved endeløst at vandre frem og tilbage, at stå op af sengen utallige gange om natten, konstant at kalde på personalet osv. Protac Kugledynen® hjælper den demente til at mærke sin egen kropsafgrænsning og hjælper derved til at genskabe tryghed og ro. Ofte er det om natten, at borgere med demens har meget uro, og det er specielt her, man ønsker at bruge kugledynen til at skabe ro. Vi anbefaler alligevel, at dynen introduceres om dagen, hvor borgeren formodes at være mest frisk og åben for at afprøve nye ting. Om dagen er der er også mulighed for at observere, hvorledes den ældre reagerer, og at afprøve den i korte intervaller. Intervallet kan gradvis øges på baggrund af de erfaringer, afprøvningen giver. Det kan være en idé at introducere kugledynen ved at lade beboeren bruge den over skulderen eller knæene siddende i en stol, idet trykpåvirkningen fra kuglerne ikke opleves så kraftigt i siddende som i liggende stilling. Når fornemmelsen fra kugledynen er velkendt fra dagtimerne, bliver det nemmere at bruge den om aftenen, hvor overskuddet hos borgeren normalt ikke er lige så stort.